Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Og vi faldt i søvn. Det gør ikke noget. Dagene. Ugerne. Og dén himmel; det var en sindssyg dag.

Der var intet som skulle glemmes. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Skovene. Provinsen og gågadens sange. Bag træerne.

Et brev. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.