Det er bare. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn. I sollyset, en ædelsten. Jeg så små rystelser. Et rum, et rum. Hvor længe havde du drevet i vinden? Lige strejfe med læberne ned gennem siderne. I læberne i huden. I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.