I billederne så jeg fjender og fugle og blanke papirer og regn. Vi har hverken gardiner eller travlt. Er du havet? Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv. Som at sidde i dine øjne og bare lytte til alting.

Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen.