Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Indimellem sagde du nogle ord. Intet ligger bag intet. Dit navn i skyggerne.

Rundt omkring de milde lysninger, sådan at gå dér alene blandt ord. Og vi vågnede. Jeg så skibe bevæge sig bag havet, deres sætningers lys i det oprørte hav. Jeg sejlede ind mellem dine øjne og kyssede bjergenes matte ud gennem skygger.