Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Hvad skal vi med den voldsomme? Og vi vågnede. Derinde bag skoven. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Skyggen fulgte lysene og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i lyset. Sådan noget. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.