Sætningerne er et hav. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Du må forsvinde. Du, dine øjne. Jeg skrev i mine tanker, fulgte skyernes bevægelse med vinden. Vi i det glitrende. Derude i tomme haller. Vi, hudløse. I huden. Fuglene hang på den blå, blå himmel. Jeg, du, den. Du må forsvinde. I sollyset sitrer en ædelsten fra jordens inderste. Ikke glemme. Den tredje er ude. Bagefter, henover en tøven. Jeg var nøgen i de dage.