Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.

Jeg fortæller jeg fór vild i den ørken.

Over murbrokkerne.

Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Har vi de samme øjne? Blå. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Jeg lå og lyttede til dit hjerte.