Udsigten var håbløs. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Intet ligger bag intet. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Mørket kaldte vi mørket.

Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Skyen skjulte noget for fuglene. Et udadvendt rum, et favnende rum. Om morgenen synes mørket at rykke tættere på min hud, og der er en ulykke som flimrer inde i mine øjne.