Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Ikke var muligt at komme derud. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Nordlyset tøver i vores stemmer. Og en anden dag: Dine diamanter lyser i min mund. Lyset kaldte vi bare for lyset mens vi lod dets hvælving trække sig henover natten som en brusende sky fyldt med den sarte letsindighed.