Var disse linjer virkeligt virkelige? Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Jeg ville gerne give dig mine. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Af alt det lysende, reflekterende, matte.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Skovene trak helt ud til ørknen som trak videre i jorden som trak i øjnene som en let klarhed. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Sætningerne er et hav.

Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Og ord. Sådan svarede du.

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. I mørket, diamanter, dine øjne. Stod imod, men gjorde intet.

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Jeg blæste på mine systemer, alting var henvendelser, alting var kærligt. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne. Jeg lyttede til dit hjerte. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Er du havet?

Hvem var det, der skrev: At tale var blevet uoverskueligt. Du i mit vindue, i min vindueskarm. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Det var ikke skovene. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Dagene. Ugerne. Vennerne. Kan jeg skrive? Sætninger. Skyggen fulgte lysene og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i lyset. Det handler om dybden, jeg graver mig ned i dybden af alt. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Jeg sejlede mellem dine læber. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Ikke floderne i ørerne. Alting ligger bag alting.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Jeg famlede med dine øjne, deres blå cirkel af lys.

Dagene. Ugerne. Vennerne. Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide. At forvandle dette rum til et andet.

Dagene. Ugerne. Vennerne. Dagene. Ugerne. Vennerne.

Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Kan jeg være i dette landskab? Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? For hvert lag af betydning i stenene. Er du på den anden side af havet?

Indimellem sagde du nogle ord. Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller. Var jeg stille? Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Hvad skulle glemmes?

Farvede et sår i dit første ord. Jeg havde glemt den. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Var det markerne du kom fra?

Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Stationsbygningen, samtalerne derinde. Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop.

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: At tale var blevet uoverskueligt. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Hvad skal vi med den voldsomme? Stod imod, men gjorde intet. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Søg ikke Gud i mine sætninger: Vi er et kollektiv.

Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker.

Det dybeste af alt er huden? Blæste det virkeligt? Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Giver det mening?

Intimiteten i skriften.

At tale var blevet uoverskueligt. Dagene. Ugerne. Vennerne. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid. Intimiteten i skriften.