Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne. Jeg lyttede til dit hjerte. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Er du havet?

Hvem var det, der skrev: At tale var blevet uoverskueligt. Du i mit vindue, i min vindueskarm. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.