Farvede et sår i dit første ord. Jeg havde glemt den. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Var det markerne du kom fra?

Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Stationsbygningen, samtalerne derinde. Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop.