Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Jeg bladrer i en tilfældig bog.

Ordene, små toppe af skum. Tingene tøver. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Ordene, små toppe af skum. Ordene, små toppe af skum. Ordene, små toppe af skum. Ordene, små toppe af skum. Jeg kyssede en vinters nattemørke. Ordene, små toppe af skum. Ordene, små toppe af skum.

Ordene, små toppe af skum. Ordene, små toppe af skum. Ordene, små toppe af skum. Ordene, små toppe af skum. Ordene, små toppe af skum. Ordene, små toppe af skum. Ordene, små toppe af skum. Ordene, små toppe af skum. Ordene, små toppe af skum.

Ordene, små toppe af skum. Ordene, små toppe af skum.

Var jeg stille? Stod imod, men skrev: intet. Jeg lyttede til dit hjerte.

Skovene.

Dine knogler suser også, og inde i dem er der et lyst væsen som bølger og bevæger sig.

Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Var disse linjer virkeligt virkelige? Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Brev i april.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Jeg prøver at tegne dine sætninger. Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Stod imod, men skrev: intet.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår.

Sætningerne er et hav. Kan jeg være i dette landskab?

Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv.

Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller. Du i mit vindue, i min vindueskarm. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Jeg er gået i stå på tærsklen til natten.

Nu er der en uro i kroppen. Var det skovene du kom fra? Du kan være i dette landskab. Sætningerne er sarte kredsløb. En regning. Diamanterne.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Dit navn var alt jeg hørte. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn. Jeg prøver at tegne dine mørke øjne i mine sætninger. Oppe på bakken. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Og vi vågnede. Derinde bag skoven.

Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Den sindssyge himmel.

Afsavn. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne.

Kan jeg skrive sådan? Om landskabets stilstand og den mørke himmel og jordens nuancer af gråt. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

På en rude. Byen.

Kalken. Sådan svarede du. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Du mod de kommende kyster. Jeg skrev en sætning i din hud for at du bedre kunne se igennem mine øjne. At forvandle dette rum til et andet. At forvandle dette rum til et andet. At forvandle dette rum til et andet. At forvandle dette rum til et andet. At forvandle dette rum til et andet. At forvandle dette rum til et andet.

At forvandle dette rum til et andet. At forvandle dette rum til et andet.

Jeg læste dine linjer. Fra de lækreste gadgets finder vi en vej til at slå kedsomheden ihjel. Jeg blæste på mine systemer, alting var henvendelser, alting var kærligt.

Du i mit vindue, i min vindueskarm. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Det er aldrig det hurtige blik. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.