Ordene, små toppe af skum. Sover ASAP. I læberne og i huden. I bussen var der en, der gik ud af sig selv.

Du siger noget om solen. Vi tænkte på politiske sætninger, ikke at være med i det fælles, i beslutningerne. Et brev. Dagene. Ugerne. Vennerne. Du, dine øjne. Enkelte stener, mens de prøver at fange en sløv støvet router. Når du siger mit navn, svarer min krop. Tidligere: at følge dig blik. Skrid, svarede du.

Min skrift er farvet af sig selv.

Min krop vipper. Jeg lyttede til dit hjerte. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

Taster en sætning i mørket, i lyset. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Sort. Og stoffernes sammensmeltninger.

Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Brev i april. Havde du fundet en grøn sten? At tale var blevet uoverskueligt. Dagene. Ugerne. Vennerne. Hvor vil det ødelagte sprog hen? I bussen fulgte en samtale fraværet op.

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid. Men mit sprog er ikke fjendtligt.

En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Lyskrydset. Intet, jeg modtog intet. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Jeg skrev intet ned i den periode. Jeg ser dig, ser dig, ikke. Om morgenen synes mørket at rykke tættere på min hud, og der er en ulykke som flimrer inde i mine øjne.

Provinsen og gågadens sange. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Dette hurtige blik imod vandet. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Hvor vil det ødelagte sprog hen? Træerne. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Hvor vil det ødelagte sprog hen? Hvor vil det ødelagte sprog hen?

Hvor vil det ødelagte sprog hen?

Stod imod, men skrev: intet. At tale var blevet uoverskueligt. Jeg skriver dagen igang, stille. Lyset i mine fjerne fingre: byen sluttede før den var begyndt. Sætningerne er sarte kredsløb. Af alt det kroppen også er. Altid er det dette langsomme blik. Rifterne.

Var disse linjer virkeligt virkelige?

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Provinsen og gågadens sange. Et brev. Mail i november. Der lå figner på jorden. Vi taler om andre betingelser for nærvær. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Der var noget som. Ordene, syrlige rifter af blod. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Bøgerne tegnede deres egen retning.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Kan jeg skrive sådan? Bag alting. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Kan jeg skrive sådan?

Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ. Jeg har skrevet et kort til dig. Hvirvlende, stirrende, syngende. At dette andet.

Du skrev breve til ilden, du skrev breve til dig selv. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Jeg forsvinder ikke. To skjorter hænger til tørre i værelset, en er krøllet, den anden vil ikke rettes ud. Om landskabets stilstand og den mørke himmel og jordens nuancer af gråt. De skygger for lyset sammen med et par tøvende sætninger og den vigtige ro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Diamantafkast. Dine grene skygger for min mund.

På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider. Farverne. I læberne og i huden. Der var noget, som var mat (var mat) imellem mine fingre. Brændte det friske løv virkeligt? De matte hemmeligheder inde i træet. I den første nat kunne jeg ikke finde ro, kroppen der manglede ved min side, stilheden. Der var noget som. Sandet.

Det gør noget. Skrid, svarede du. Intimiteten, skriften.