Du, du.

Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Bagefter sad jeg i timer og læste.

Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Afsavn. Udsagn. Der var intet. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

Jeg skrev mig vild i de dage. Pludselig en dag faldt der giraffer ud af dine øjne. Glæden som sejlede på tærsklen til natten i strømme af sort.

I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste. Dette hurtige blik imod vandet. Sådan her så mine dage ud på det tidspunkt. Rød. Udsigten var håbfuld. Der var noget, som var mat (var mat) imellem mine fingre.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene. Nordlysets sitren i din stemme. Var der virkelig ild et sted?

Jeg var nøgen. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.

Vi har øjne. En regning. Du kan være i dette landskab. At tale var blevet uoverskueligt. Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen. I det tidlige: æggemaden, tomaterne, den kolde øl.

Skitser. Udflåd.

Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Vi sad alene i natten. Bag træerne.

Mine gadgets er hvide som dine knogler. Hvem var det, der skrev:

Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Det her er ingen leg.

Hvad skal vi med den voldsomme? Enkelte stener, mens de prøver at fange en sløv støvet router. Træk sletterne helt ned til klipperne. Jeg har skrevet et kort til dig. Skærmene stråler bag nætter, bag drømme // Track-back: Feed!

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Meningsfulde dage med noter, betragtninger. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Og dén svimlende sindssyge, pop-up-love-story. I natten, en fjern stemme, søvn. Mens jeg læste dine sætninger skrev du videre ind i dig selv.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Jeg prøver at tegne dine mørke øjne i mine sætninger. Kan jeg være i dette landskab? Brev i april. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Vi tænkte på nordlysets sitren i hemmeligheder inde i, inde i, inde i hinanden. Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt. Hvis du bare talte med stilheden, men intet, du sagde intet.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Muren omkring ordene. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Som en håndflade uden kød; lyset og skyggerne, der falder igennem den.

Sætningerne er et hav. Sad jeg alene? I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Når du siger mit navn, svarer min krop. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Sætninger talte igennem den syngende vind, kys mig, kære vind, kys mig igen. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Stolen vipper. Kan jeg skrive sådan? Det var dele af din virkelighed, der gled ind mellem mine læber. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.