Var det skovene du kom fra? Jeg kyssede en vej ind i sindssygen. Ord. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg går bare og venter på den milde måne. Jeg ikke det der. Min vejrtrækning er søvnens uro, er den søvnløses uro. Nordlysets sitren i din stemme. Så så jeg den tredje dag i det larmende i det nære. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. I natten, en fjern stemme, søvn. Var det skovene du kom fra? Sad jeg alene? Dine diamanter lyser i min mund.

Det var ikke markerne jeg kom fra. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. I sollyset sitrer en ædelsten fra jordens inderste. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Land. Blå.

Jeg er på den anden side af havet. At klæde sig. Jeg ser sten, jeg ser vand, jeg ser kødklumper sprælle i en lys-lys idyl. Jeg i dit hjerte. Vi, med det stille. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Der er en som dresser up til dans. Dette tilfælde: Du lod himlen hvile. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, wowowow i en altings altforsvævende krydsning. Skoven forvandler sig til lysning og vand. Havde du en sten? Uden grund. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Du må ikke forsvinde. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Omkring de tøvende stjerner, tingene. Har vi de samme øjne? Bag øjnene sidder en lampe og ser.

De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Ikke var muligt at komme derud.

Gennem hullet i hegnet. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Mørket kaldte vi bare for mørket.

Jeg i den ørken. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Vi bliver verden. Jeg går bare og venter på den milde måne. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Du, du. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Jeg kyssede en sommers morgenrøde. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind.

Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. millioner år gammelt glas i den mørkeste ørken.

Hver morgen slår månens sind en bro gennem kløfterne. Og vi vågnede. Jeg faldt i søvn og lå og mærkede din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Kullet. Der var noget, som var mat (var mat) imellem mine fingre. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Et genert, et intimt rum. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Det gør ikke noget. Hvad skal vi med den voldsomme?

Kalken. Omkring de tøvende stjerner, tingene. Kan jeg være? Jeg var din krop. Jeg har skrevet et kort. Derinde bag skoven. Hvad tæller du? Og vi. Du må ikke. Gik vi igennem bjerge af langsommelighed? En uro i kroppen. Jeg prøver dette tilfælde. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv.

Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Det gør ikke noget. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Den sindssyge himmel. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.