De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Ikke var muligt at komme derud.

Gennem hullet i hegnet. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Mørket kaldte vi bare for mørket.

Jeg i den ørken. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?