Vi bliver verden. Jeg går bare og venter på den milde måne. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Du, du. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.