Jeg skrev i mine tanker, fulgte skyernes bevægelse med vinden. Hver morgen: Wow!

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. I natten, en fjern stemme, søvn. Jeg forsvinder. Jeg kyssede en vinters nattemørke. Som i morges. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Lysene lyste. Sandet i mine tanker. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

De. Og en anden nat:

Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.

Det generte i skriften. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. På et stort stykke hvidt. Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn.

Du trak mig med til de yderste bjerge. Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Det var ikke skovene.

Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

Intet glemmes. Så så jeg den tredje dag i det larmende i det nære. Sådan svarede du. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt.

Da jeg faldt i søvn, blev jeg i tvivl:

Når jeg ser dig. Lyset afventer afgang. Sammenhængene i dine læber, dine øjne og det sprøde landskab, at række helt derud. Der var noget, som var mat (var mat) imellem mine fingre. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind.

I natten trækker vi vejret igennem hinandens beskeder, lol, lol (lol no more). Som at skrive i koder. At tegne øjne i sætninger. På en mur. Mening? Bag stemplerne.

Under solen, dine øjne som blitzkrieg. Alene? Jeg var i morges. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Bare mørket. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Og vi vågnede. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Sammenhængene i dine læber, dine øjne og det sprøde landskab, at række helt derud. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Stod imod, men kunne mærke at tiden langsomt begyndte at smuldre.

Intimiteten i skriften. Skyggen fulgte lysene og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i lyset.

Vi har gardiner.

Jeg er på den anden side.

Men noget blev i de tomme haller.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne. Jeg fortæller jeg fór vild i den ørken.

Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Jeg tror, du havde glemt den der.

Intimiteten i skriften. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Du kan være i dette landskab. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Som at læse glemte aviser.

Bøgerne hvilede omkring kaffen. Notesbog. Beskydning. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Jeg ville gerne give dig mine. Sidst, i morges.

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Jeg, den skrøbelige sandhed. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Var mine ord en stadig søgen mod det forkrampede.