Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt.

Da jeg faldt i søvn, blev jeg i tvivl:

Når jeg ser dig. Lyset afventer afgang. Sammenhængene i dine læber, dine øjne og det sprøde landskab, at række helt derud. Der var noget, som var mat (var mat) imellem mine fingre. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind.