Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Du kan være i dette landskab. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Som at læse glemte aviser.