Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Nede ved havet. I månen – wowow – viser natten sine inderste tricks. Her er dagen allerede langt foran mig. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne. Jeg tegner dine diamond-eyes i et par strofer af wow.

Du foldede dig ind i mine ord. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Om andre byer, andre verdener.

Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Jeg skriver i natten, i den fugtige alvor. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Farvede et sår i dit første ord. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. De yderste kyster, en grøn sten. Vi stod derinde og fortalte og lyttede.

Søg ikke ly i disse digitale litterære sansninger, men flyd med! På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden. Søge ly. En uro i kroppen. Hver dag gled med mig videre. Jeg vågner og ser dig, dine øjne. På en.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Et hav. Det er bare. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Da jeg faldt i søvn, blev jeg i tvivl: Som om der var nogen, der ikke kunne glemme de ord, de bevægelser med hånden, sådan. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Kullet.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Det er wack! Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg gik i den vildeste drone mens himlens funk trak i tøjet til natten tog over. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Pludselig en dag gravede vi tunneller til Zoo. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Du må ikke forsvinde. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.

Alting kan forsvinde i de meningsløse øjne. Tvivlen, at stå på kanten af bjergene og betyde stilhed. I det tidlige: æggemaden, tomaterne, den kolde øl. To skjorter hænger til tørre i værelset, en er krøllet, den anden vil ikke rettes ud. Kan skriften være genert? Jeg lader en tilfældig bog ligge, lysende. Søg ikke Gud i mine sætninger: Vi er et kollektiv. Bagefter udfyldte jeg stilheden med dine ord, der nu var mine. Din kjole går op i øst og ned i vest.

Bøgerne hvilede omkring kaffen. Landskab? Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn.

Hvis du bare talte med stilheden, men intet, du sagde intet. Et sted derinde er der et lille funklende grønt. Var det alligevel koderne, systemerne? Afsavn. Udsagn. Dansende, legende, lyttende. Afsavn. Udsagn. Hvad ville du med markerne, med det bløde landskab, kysterne og det lysende hav?

Bagefter tronede ulæste bøger sig op. Gennem hullet i hegnet.

Og ord, og ord, og. Sætningerne er et hav. Sidst, i morges. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Det er wack!

Og dén svimlende sindssyge, pop-up-love-story.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, wowowow i en altings altforsvævende krydsning. Bagefter tronede ulæste bøger sig op. Bagefter tronede ulæste bøger sig op.

Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Var disse linjer virkeligt virkelige? Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Dagene. Ugerne. Blæste det virkeligt?

At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.