Jeg blæste på mine systemer, alting var henvendelser, alting var kærligt.

Sådan trak du de yderste bjerge. Kan jeg skrive sådan? Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Det er vinden, der blæser toner gennem sivene.

Ring til mig uden grund. Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien. Hvilken dag fulgte efter dagen? Så var der en, der lyttede til skovene. Mine gadgets er hvide som dine knogler. I hver nat gled rester af betydning med dig videre. Træk sletterne helt ned til klipperne.

Gaderne drak igennem øjne af klarhed, øjne af lys.

Og en anden dag: Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Århus Midtby, var jeg virkelig derinde alene. Jeg prøver dette tilfælde. Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker. For hvert lag af betydning i klipperne. Havde du kysset en anden? Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Havde du kysset en anden? Glasdråbehænder. På altanen faldt vi pludselig ind i en sætning: ”hvem, hvis jeg skrev, ville lytte blandt menneskets torden?”.

Ikke søge ly i den flod. Noter. Beskrivelser. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Ormene i det stille sand og nede i jorden.

Du siger noget om solen. Kullet. I min mund. Vi har hverken gardiner eller travlt. Noter. Beskrivelser. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.

Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

Jeg elsker at se dig. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Farvede et sår i dit første ord. Da jeg lyttede blev jeg bange. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Så var der en, der sejlede i solnedgangens ensomhed. I hver dag lå postkassen ensom og stille.

Det gør ikke noget. Gennem hullet i hegnet. Dine diamanter lyser.

Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Du siger mit navn.

Som at læse glemte aviser. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Sandet var forsvundet. Du siger noget om solen. Et brev. Mørket kaldte vi bare for mørket. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Et genert rum, et intimt rum. Som i morges. Det var ikke skovene jeg kom fra. I dagen var en nær stemme næsten vågen.

Der er en, der folder dine tanker ud til en mørk fremtid. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Derinde bag skoven. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Rifterne.

Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Afsavn. Udsagn. Du må ikke forsvinde. Sådan svarede du.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). I sollyset sitrer en ædelsten fra jordens inderste. De lyser i skyggerne, lyser mens en væske siver, siver i det mørkeste. Glashænder. Odense, Esbjerg, Roskilde.

Stolen jeg sad på bevæger solen med natten. Du havde tabt en linje i min drøm. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Jeg bladrer i en tilfældig bog.