Er du på den anden side af havet? Som om der var nogen, der ikke kunne glemme de ord, de bevægelser med hånden, sådan. Gaderne drak igennem øjne af klarhed, øjne af lys. I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid. Tidligere: at følge dig blik. For hvert lag af betydning i det strømmende sand.

Ordene flår i det inderste. Kaffen står kold i det kolde vindue, jeg drikker den ikke, den er kold. For hvert lag af betydning i det strømmende sand. For hvert lag af betydning i det strømmende sand.

Månens sind.

Som om der var nogen, der ikke kunne glemme de ord, de bevægelser med hånden, sådan. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Din kjole går op i øst og ned i vest. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Lyskrydset.

Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Sætningerne er det inderste af huden, fibre, muskler, blodsprængniger. Det dybeste af alt er sætningernes spredte betydning. Den sorte nat er uudgrundelig, jeg går i blinde. Sætningerne er det inderste af huden, fibre, muskler, blodsprængniger.

Jeg var i din krop, og du? Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Alting ligger bag alting.

I min mund.

Hvis jeg ville have dit blik. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Sandet i mine tanker. Træerne. Dine diamanter lyser i min mund. På en rude. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.

Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Lysene lyste. Du tabte en kærlighedserklæring på vej til et nyt liv. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Jeg skriver dagen igang, stille.

Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Træerne. Dette langsomme blik imod stenene. Når du siger mit navn, svarer min krop. Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe. Det her er ingen leg. Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse. Det dybeste af alt er huden? Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. For hvert lag af betydning i det strømmende sand. Et genert rum, et intimt rum.

Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Lyset i mine fjerne fingre: byen sluttede før den var begyndt. Det handler om dine inderste tanker: alting buffer i mine sætninger. Nu ser du en sort kvadrat tegne sig et sted i det strømmende. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene. Har vi de samme øjne? Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.

Muren omkring ordene. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne. Vi taler om andre betingelser for nærvær. Du beskrev bilerne, deres driven, deres larm. Jeg havde endnu ikke mødt dig.

Vi har gardiner.

Luften og jordens sange.

Du må ikke forsvinde. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Det handler om dybden, jeg graver mig ned i dybden af alt. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Vidste du det? Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.