I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Rifterne.

Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Afsavn. Udsagn. Du må ikke forsvinde. Sådan svarede du.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.