Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Sandet var forsvundet. Du siger noget om solen. Et brev. Mørket kaldte vi bare for mørket. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Et genert rum, et intimt rum. Som i morges. Det var ikke skovene jeg kom fra. I dagen var en nær stemme næsten vågen.