Jeg blæste på mine systemer, alting var henvendelser, alting var kærligt.

Sådan trak du de yderste bjerge. Kan jeg skrive sådan? Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.