Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Var disse linjer virkeligt virkelige? Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Dagene. Ugerne. Blæste det virkeligt?

At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.