Der var noget som åbnede sig. Jeg, tøvende. Altid er det dette langsomme blik. Glashænder. At klæde sig. Stod imod, men skrev: intet. Vores hud er spændt ud over endnu en mail, SV. SV. RE. Forward:

Du må forsvinde. At en verden. Et brev. Der i kroppen. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Dagene. Ugerne. Vennerne. Land.

Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.

I huden. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Vi, hudløse.

Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Du siger noget, det lyder lidt high-tech (domænecrash!).

Landet smuldrer, smuldrer. Jeg sad alene i solen. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne.

Hvilken nat fulgte efter natten? Hvor vil det ødelagte sprog hen? Og en anden dag: Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille.

Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Og op gennem huden til knoglerne, fugtigt-fugtigt, og ud gennem knoglene til lyset falder sammen med marven. Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv. Som at lade tungen føle, slynge, smage. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Der var noget som åbnede sig. Søg ikke ly i disse digitale litterære sansninger, men flyd med! Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Jeg fortalte om lyngen, lyngen der strakte sig som en hånd under himlen.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Bøgerne hvilede omkring kaffen. Badeferien. Årene.

Regnvejrsmeteor. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Som en håndflade uden kød; lyset og skyggerne, der falder igennem den.

En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Var jeg? Diamanterne. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Nede ved havet. Vi tænkte på sammensmeltninger, forvitringer, fordampninger. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Jeg skriver dagen igang, stille. I det mørkeste, søvnen bag dagen. Sort. Det her er ingen leg. Jeg fortæller jeg fór vild i den ørken. Sidst, i morges. Skyen skjulte noget for fuglene. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Kan jeg være? Oplæsning for intetheden. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Kan jeg skrive sådan? Og vi. Og en anden dag: Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Jeg prøver at tegne dine mørke øjne i mine sætninger.

Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.

Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Giver det mening? Jeg forsvinder.

Skyggen fulgte lysene og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i lyset.

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.