Jeg skriver dagen igang, stille. I det mørkeste, søvnen bag dagen. Sort. Det her er ingen leg. Jeg fortæller jeg fór vild i den ørken. Sidst, i morges. Skyen skjulte noget for fuglene. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Kan jeg være? Oplæsning for intetheden. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Kan jeg skrive sådan? Og vi. Og en anden dag: Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Jeg prøver at tegne dine mørke øjne i mine sætninger.