Vi tænkte på sammensmeltninger, forvitringer, fordampninger.

Det dybeste af alt er huden? Ikke floderne i ørerne. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Jeg skrev mig vild i de dage. Det var ikke skovene jeg kom fra. Og ord. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Landskab?

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Senere i vores linje.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Afsindighed. Udsalgsvarer. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Jeg skriver dagen igang, stille.

Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken.

Sammenhængene i dine læber, dine øjne og det sprøde landskab, at række helt derud. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Skriv i dine læber. Jeg skrev mig vild i de dage. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Jeg læste en linje af sol: Jeg går på sol, jeg kender ikke til andet end sol. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Jeg var nøgen i de dage. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. De bløde bakker udenfor byen. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Har vi de samme øjne? I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden.

Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Skrid, svarede du. Vi har hverken gardiner eller travlt. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Sad jeg alene? Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.

Derinde bag skoven. Skyggen fulgte lysene og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i lyset.

Ikke søge ly i den flod.

Hvad vil disse knuste sætninger? Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid.

Uforståelige sætninger at klæde sig i. Da vi en nat fulgtes ned gennem vores. Udsigten var håbløs. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Stille?

Bagefter sad jeg i timer og læste. Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide. Notesbog. Beskydning. Jeg ryster en tilfældig bog. Ok, svarede du. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ.

Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker. Hver dag gled med mig videre.

Stjernekontinent. Skærmene stråler bag nætter, bag drømme // Track-back: Feed! I bussen skrev jeg en sms til dig. Træerne. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Luften og jordens sange. Og stoffernes sammensmeltninger. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Jeg læste dine linjer. Vidste du det? Jeg læste i aviser, i glemslen. Indimellem sagde du nogle ord. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Lå vi.

Dine diamanter lyser i min mund. Den skrøbelige. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Og stoffernes sammensmeltninger.

Intimiteten i skriften. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?