Bagefter sad jeg i timer og læste.
Vidste du? Senere i vores linje. millioner år gammelt glas i den lysende ørken.
Kan skriften være genert?
For hvert lag af betydning i stenene. Vi taler om andre betingelser for nærvær. En flamme slog op af min hals. Gennem hullet i hegnet. Du foldede dig ind i mine ord.
Skriv mig ind i dine læber. Sammen lå vi og kortlagde:
I. Rifterne. Jeg hviskede ind i din drøm. I månen – wowow – viser natten sine inderste tricks. Dette tilfælde: Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe. Nede ved havet. Når du siger mit navn, svarer min krop. Stenene og træernes sange.
Du mod de kommende kyster. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).
Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. I billederne så jeg fjender og fugle og blanke papirer og regn.
Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.
Vi tænkte på sammensmeltninger, forvitringer, fordampninger. Træerne. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.
Du må ikke forsvinde. Det var før du. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.
Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).
I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.
Ordene, små toppe af skum. Ordene, små toppe af skum. Ordene, små toppe af skum. Ordene, små toppe af skum. En flamme slog op af min hals. Dine sætninger. Ordene, små toppe af skum. Ordene, små toppe af skum. Ordene, små toppe af skum. Ordene, små toppe af skum.
Ordene, små toppe af skum. Ordene, små toppe af skum. Ordene, små toppe af skum. Ordene, små toppe af skum. Ordene, små toppe af skum. Ordene, små toppe af skum.
I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Du, solen. Når en stråle af sol faldt på min hud, sagde du, det var et digt, der lå der som en stilhed, som et tegn. Sådan svarede du.
Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Farvede ordene milde. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.
Min ene pen er rød og den anden sort.
Stod imod, men gjorde intet. Der var noget som åbnede sig. Jeg synes dit langsomme morgenface er nice. Brev i april. At tale var blevet uoverskueligt. Der var en flimren i skærmen, en stemme, der talte bag mørket. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene. Kan jeg skrive? Muren omkring ordene. I bussen skrev jeg en sms til dig. Det handler om dine inderste tanker: alting buffer i mine sætninger. Bagefter sad jeg i timer og læste. Brev i april. Brev i april.
Du siger noget, det lyder lidt high-tech (domænecrash!). Bag træerne. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Grå. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. I billederne så jeg fjender og fugle og blanke papirer og regn. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.
Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.
Trak jeg de yderste bjerge? Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.
Jeg har skrevet et kort til dig.
I læberne og i huden.
I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.
I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.
Stjernekontinent. Søg ikke ly i disse digitale litterære sansninger, men flyd med! Jeg famlede med dine øjne, deres blå cirkel af lys. Tilbage i fortiden strakte en tunge af træ sig fra det yderste af kysten og ud i havet. Tilbage i fortiden strakte en tunge af træ sig fra det yderste af kysten og ud i havet.