Stolen jeg sad på knirkede i solen. Som i morges. Sandøjne. Skyen skjulte noget for fuglene. At forvandle dette rum til et andet. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Vi bestiger bjerge og sejler på byernes yderste skælven. Jeg skriver dagen igang, stille. Jeg ville dig.

Nu sejler jeg bare i version ..

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Nu ser du en sort kvadrat tegne sig et sted i det strømmende. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Vidste du det? Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Min ene pen er rød og den anden sort. Skyen skjulte noget for fuglene. Ikke floderne i ørerne.

Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden.

Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

Et brev. Taster en sætning i mørket, i lyset.

At forvandle dette rum til et andet. Sådan noget. Gik vi igennem bjerge af langsommelighed? Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. I hver nat gled rester af betydning med dig videre.

Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Den sorte nat er uudgrundelig, jeg går i blinde.

Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne. De bløde bakker udenfor byen. Bøgerne tegnede deres egen retning.

Bøgerne hvilede omkring kaffen. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig.

I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår. Er det? At lytte gav ikke længere mening.

Ikke var muligt at komme derud. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Pludselig en dag faldt der giraffer ud af dine øjne. At lytte gav ikke længere mening.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Har vi øjne? At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Om andre byer, andre verdener. Om andre byer, andre verdener.

I dagen var en nær stemme næsten vågen. Stjernekontinent. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne.

Blæste det virkeligt? På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Om andre byer, andre verdener. Enkelte slukker bål og stiver i den hidsige røg, mens andre for altid forvandler sig og bliver som havet.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Som i morges.

Sådan svarede du. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Jeg lyttede til dit hjerte. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Gik vi igennem bjerge af langsommelighed?

Ude ved fabrikkerne.

Kan jeg skrive sådan?

Stolen jeg sad på bevæger solen med natten. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Kan jeg skrive sådan? Farvede et sår i dit første ord. Sætningen løb videre igennem kæben. I en linje faldt tagenes skygger sammen om øjnene og knuste denne forsigtige sammenhæng. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.