Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Men noget blev i de tomme haller. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Hver dag gled med mig videre.

Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Vidste du det? Jeg var din krop. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Oplæsning for intetheden.

Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter.

Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Rød.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Nu skriver jeg igen på det stille. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Afsavn. Udsagn.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Break my bones, sagde du, mit inderste er hvidt ligesom det meste af dit øje. Stolen vipper. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Pludselig en dag gravede vi tunneller til Zoo. Stjernekontinent.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Mine gadgets er hvide som dine knogler. Hvem var det, der skrev: Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Blå øjne mod den milde himmel.

Du skrev ikke længere. Sammenhængene i dine læber, dine øjne og det sprøde landskab, at række helt derud.

Sådan her sejlede mine nætter.

Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse. I det mørkeste, søvnen bag dagen. Jeg sejler: alting sejler! Der hang en nice frugt og dinglede. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.

Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Jeg drak det tørre. I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår. Sætningens ubeslutsomhed: De blå blink bekymrede mig ikke længere.

Skrid, svarede du. Det her er ingen leg. Ordene flår i det inderste. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

Ordene flår i det inderste.

Jeg prøver at tegne dine sætninger. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Hvis du bare talte med stilheden, men intet, du sagde intet. Fra de største linjer finder vi hver aften – i det mørke mørke som er mørkt – frem til de ubetydeligste videnskabelige sandheder. Jeg er i tvivl, hvordan skal jeg skrive dine kinder i vinden? Under den grå, grå himmel.

Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv. Træk sletterne helt ned til klipperne. Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Glashænder. Jeg skriver dagen igang, stille. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Ikke glemme floderne i ørerne. Jeg skrev intet ned i den periode. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Jeg skrev intet ned i den periode. Jeg skrev intet ned i den periode. Jeg skrev intet ned i den periode. Jeg skrev intet ned i den periode.

Jeg skrev intet ned i den periode. Jeg skrev intet ned i den periode.

Jeg skrev intet ned i den periode. Jeg skrev intet ned i den periode. Jeg skrev intet ned i den periode.

Dagene. Ugerne. Vennerne. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

Rundt omkring de milde lysninger, sådan at gå dér alene blandt ord. En regning. Snestorm. Vi tænkte på politiske sætninger, ikke at være med i det fælles, i beslutningerne.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv. I bussen skrev jeg en sms til dig.