Hvor vil det ødelagte sprog hen? Dine øjne. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. En flamme slog op af min hals. Jeg sad alene i solen. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

For hvert lag af betydning i klipperne.

Dette langsomme blik imod stenene. Dine diamanter lyser i min mund. Træk sletterne helt ned til klipperne.

I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Men mit sprog er et landskab.

Du må ikke forsvinde. Der var noget der greb fat i øjnene, som lod dem fælde tåre til det lignede gråd. Hvad skal vi stille op med den blide himmel? Jeg skrev mig vild i de dage. Jeg læste glitrende blade. Gennem hullet i min hjerne. Dagene. Ugerne. Vennerne.

Sådan. Var det alligevel koderne, systemerne?

Stolen jeg sad på knirkede i solen. Søg ikke Gud i mine sætninger: Vi er et kollektiv.

Nordlysets sitren i din stemme. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Kalken. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Træerne.

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Det gør ikke noget.

Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Vi taler om andre betingelser for nærvær.

Under den grå, grå himmel.

Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Sådan er det.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Her er natten allerede langt bag mig. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. De bløde bakker udenfor byen.

Jeg fortæller jeg fór vild i den ørken. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Blæste det virkeligt? Ilden. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger indeni alting. Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv.

Stolen jeg sad på knirkede i natten. Hver dag gled med mig videre.

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Har vi forskellige øjne? Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Grå. I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid.

I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste.

Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Det dybeste af alt er huden? Skoven forvandler sig til lysning og vand. Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab.

millioner år gammelt glas i den mørkeste ørken. Bordet vipper. Som en håndflade uden kød; lyset og skyggerne, der falder igennem den. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger.

Bagefter sad jeg i timer og læste. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Glashænder. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik.

Jeg skriver dagen igang, stille.

Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs.

I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Sådan noget. Når du siger mit navn, svarer min krop.

Under den blå, blå himmel.