Men mit sprog er ikke fjendtligt. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Af alt det kroppen også er. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Ikke søge ly i den flod.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Er du på den anden side af havet?

Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Jeg sejlede ind mellem dine øjne og kyssede bjergenes matte ud gennem skygger. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Vigtigste.

At tale var blevet uoverskueligt. Et genert rum, et intimt rum. Dine diamanter lyser i min mund. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Landet smuldrer, smuldrer.

Det giver mening. Har vi forskellige øjne?

Der hang figner henover udsigten. Her er dagen allerede langt foran mig. Sådan her så mine dage ud på det tidspunkt.

At lytte gav ikke længere mening. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Luften og jordens sange.

Da jeg vågnede, var jeg sikker: I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Det dybeste af alt er huden.

Noter. Beskrivelser. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Dine diamanter lyser i min mund. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Et genert rum, et intimt rum. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Hvilken nat fulgte efter natten?

Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Der hang figner henover udsigten. Dine diamanter lyser i min mund. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Ikke var muligt at komme derind. Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs. Skyggerne skyggede. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Solens sind. Nordlysets sitren i din stemme. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Dine diamanter lyser i min mund. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Sad jeg alene? Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv.

Hvilken dag fulgte efter dagen?

Dagene. Ugerne. Vennerne. I dine læber. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Den afklarede himmel. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Og vi.

Hvem var det, der skrev:

Der var noget som gled med videre. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Der var noget som gled med videre. Glashænder. Vi, gamle tanker om stilheden. Et wack rum, et rum for stars.

Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter. Hvilken nat fulgte efter natten?

Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Indimellem sagde du nogle ord. Intet ligger bag intet. Dit navn i skyggerne.

Rundt omkring de milde lysninger, sådan at gå dér alene blandt ord. Og vi vågnede. Jeg så skibe bevæge sig bag havet, deres sætningers lys i det oprørte hav. Jeg sejlede ind mellem dine øjne og kyssede bjergenes matte ud gennem skygger.