Vores land.

Du mod de kommende kyster. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Et udadvendt rum, et favnende rum. Vi bliver verden.

Om morgenen synes mørket at rykke tættere på min hud, og der er en ulykke som flimrer inde i mine øjne. Nordlysets sitren i din stemme. Sad jeg? Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. I dagen var en nær stemme næsten vågen.

Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Sad jeg alene? Var det markerne du kom fra? Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.

Jeg hviskede ind i din drøm. Jeg skriver på mine fjender, fak dem i hjernen. Jeg er gået i stå på tærsklen til natten. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.

Du mod de kommende kyster. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Dagene. Ugerne. Ude i den mørke nat fandt jeg en håndfuld fugtige, fugtige grene. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.

Dette hurtige blik imod vandet. Jeg er gået i stå på tærsklen til natten. Skoven forvandler sig til lysning og vand. Sådan noget. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Den bekymrede er ude af sig selv. Sammen lå vi og kortlagde: Det gør noget. Når jeg ser dig. Next step: vi lå på tærsklen af bevidstheden og svajede med svaneøgler og gøgl. Sad jeg? Vi sad alene i natten. Jeg går bare og venter på den fucking sol. Den højrenationale himmel. Og et andet kluns: Der hang figner henover udsigten. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Lå vi. Der i kroppen. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Jeg i dit hjerte. Trak jeg de yderste? Jeg så små rystelser. Jeg havde endnu ikke mødt dig. På en rude. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Jeg var nøgen. Bag diamanterne.

Dine kodningen lyser i mit flow i mine nætter. Det ,der hænger.

Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Ved den kyst, havets langsommelighed.

Ikke søge ly.

Af alt det skyggende, matte, reflekterende. Er du på den anden side af havet?

Jeg går bare og venter på den milde måne. I billederne så jeg fjender og fugle og blanke papirer og regn.

I natten, en fjern stemme, søvn. Kan skriften være genert? Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Altid er det dette langsomme blik. For hvert lag af betydning i stenene. En flamme slog op af min hals. Dine knogler suser også, og inde i dem er der et lyst væsen som bølger og bevæger sig. Vores hud er spændt ud over endnu en mail, SV. SV. RE. Forward: Stenene og træernes sange.

Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Asfalt. Ubeslutsomhed.

Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Sletten forvandler sig til mørke og sten. Jeg skriver dagen igang, stille. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Jeg skriver dagen igang, stille. Jeg skriver dagen igang, stille.

Gennem hullet i muren. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Skærmene stråler bag nætter, bag drømme // Track-back: Feed! Stjernekontinent. Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Bordet vipper.

Jeg er lost i en borderlinenat. Den højrenationale himmel. Og vi vågnede.

Var jeg? Nordlysets sitren i din stemme.