Skoven forvandler sig til lysning og vand. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Det var før du. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Sådan noget.

Har vi de samme øjne? I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

Skyggen fulgte lysene og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i lyset.

Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Hvad skal vi med den voldsomme? Og vi vågnede. Derinde bag skoven. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Skyggen fulgte lysene og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i lyset. Sådan noget. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.

Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Sætningerne er et hav.

Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Gik vi igennem bjerge af langsommelighed? Jeg tegnede din hud på alting. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.

Jeg er på den anden side. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.

Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Hvorfor de yderste? Det var ikke markerne jeg kom fra. Derinde bag skoven. Nu er der en uro i kroppen.

Jeg skrev i en stråle af sol. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Som nu i morges:

Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.

Og vi vågnede.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Ved den kyst, havets langsommelighed. Jeg faldt i søvn og lå og mærkede din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Dine sætninger. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Du må ikke forsvinde. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Var jeg stille?

Det handler om overfladen. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Afsavn. Vi har de samme øjne.

Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Da jeg lyttede blev jeg bange.

De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Du må ikke. Under den blå, blå himmel. Sådan trak du de yderste bjerge. Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Træerne. Det var ikke skovene.

Sætningerne er et hav. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Og dén himmel; det var en sindssyg dag.

Af alt det lysende, reflekterende, matte. Du siger noget om solen. Som at læse glemte aviser. Hver dag fyrer vi op under planeterne. Sætningerne er et hav.

Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Kald os for dulgte, for dansende dulgte kroppe; vi stråler i den fugtige sved! Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.