Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Og vi vågnede. Altid er det dette langsomme blik. Jeg ville dig.

Og ord. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Senere i vores linje. Ikke søge ly i den flod. Dine sætninger. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Du trak de yderste bjerge. Sætningerne er et hav. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Dine grene skygger for min mund. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Den sindssyge himmel. Grå. Jeg sad alene i solen. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Ring til mig uden grund. Som i morges. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.

Nordlyset tøver i vores stemmer. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Tågen i skovene i udsigten. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Det var kun et sitrende lack, nice, motherfucker i solopgangens slingren: wow!

Jeg kyssede en vej ind i sindssygen. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Vi er et party. Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler. Som at lade tungen føle, slynge, smage. Natten er trans, dagen er trans. Vi er fresh af forelskelse, knus solen og månen mod vores læber: until dawn! Yir!

Om landskabet stejler a white hunter, nearly crazy weiter, weiter fak!

Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

Kan jeg skrive sådan? Der var en morgen, et stykke af himlen. Dine grene skygger for min mund.

Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Sætningerne er et hav. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Du må forsvinde. Du, dine øjne. Jeg skrev i mine tanker, fulgte skyernes bevægelse med vinden. Vi i det glitrende. Derude i tomme haller. Vi, hudløse. I huden. Fuglene hang på den blå, blå himmel. Jeg, du, den. Du må forsvinde. I sollyset sitrer en ædelsten fra jordens inderste. Ikke glemme. Den tredje er ude. Bagefter, henover en tøven. Jeg var nøgen i de dage.

Er det? Kan jeg skrive? Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Dine ned gennem atmosfæren. Dagen på vores øjne. Der var et script der skyggede for solen. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Du siger noget. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

De sidste par nætter sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Der hang figner henover udsigten.

Det var ikke markerne. I lyset lå jeg og slukkede mine tanker, så de ikke kunne se igennem larmen.

Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Du siger noget om solen.

Du må ikke. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.

I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. I dagen var en nær stemme næsten vågen. Bag diamanterne. Hvilken dag fulgte efter dagen? Som at sidde i dine øjne og bare lytte til alting. Derinde bag skoven. Ofte falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skuldrene over månens sind. Sådan her så mine dage ud på det tidspunkt. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Den afklarede himmel.