Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv. Træk sletterne helt ned til klipperne. Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Glashænder. Jeg skriver dagen igang, stille. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.