Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden.

Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.