Jeg var nøgen i de dage. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. De bløde bakker udenfor byen. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Har vi de samme øjne? I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden.