Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Skrid, svarede du. Vi har hverken gardiner eller travlt. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Sad jeg alene? Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.

Derinde bag skoven. Skyggen fulgte lysene og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i lyset.