De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Ikke var muligt at komme derud.

Gennem hullet i hegnet. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Mørket kaldte vi bare for mørket.

Jeg i den ørken. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Vi bliver verden. Jeg går bare og venter på den milde måne. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Du, du. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Jeg kyssede en sommers morgenrøde. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind.

Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. millioner år gammelt glas i den mørkeste ørken.

Hver morgen slår månens sind en bro gennem kløfterne. Og vi vågnede. Jeg faldt i søvn og lå og mærkede din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Kullet. Der var noget, som var mat (var mat) imellem mine fingre. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Et genert, et intimt rum. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Det gør ikke noget. Hvad skal vi med den voldsomme?

Kalken. Omkring de tøvende stjerner, tingene. Kan jeg være? Jeg var din krop. Jeg har skrevet et kort. Derinde bag skoven. Hvad tæller du? Og vi. Du må ikke. Gik vi igennem bjerge af langsommelighed? En uro i kroppen. Jeg prøver dette tilfælde. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv.

Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Det gør ikke noget. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Den sindssyge himmel. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.

Jeg skrev i mine tanker, fulgte skyernes bevægelse med vinden. Hver morgen: Wow!

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. I natten, en fjern stemme, søvn. Jeg forsvinder. Jeg kyssede en vinters nattemørke. Som i morges. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Lysene lyste. Sandet i mine tanker. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

De. Og en anden nat:

Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.

Det generte i skriften. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. På et stort stykke hvidt. Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn.

Du trak mig med til de yderste bjerge. Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Det var ikke skovene.

Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

Intet glemmes. Så så jeg den tredje dag i det larmende i det nære. Sådan svarede du. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt.

Da jeg faldt i søvn, blev jeg i tvivl:

Når jeg ser dig. Lyset afventer afgang. Sammenhængene i dine læber, dine øjne og det sprøde landskab, at række helt derud. Der var noget, som var mat (var mat) imellem mine fingre. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind.