I natten trækker vi vejret igennem hinandens beskeder, lol, lol (lol no more). Som at skrive i koder. At tegne øjne i sætninger. På en mur. Mening? Bag stemplerne.

Under solen, dine øjne som blitzkrieg. Alene? Jeg var i morges. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Bare mørket. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Og vi vågnede. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Sammenhængene i dine læber, dine øjne og det sprøde landskab, at række helt derud. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Stod imod, men kunne mærke at tiden langsomt begyndte at smuldre.

Intimiteten i skriften. Skyggen fulgte lysene og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i lyset.

Vi har gardiner.

Jeg er på den anden side.

Men noget blev i de tomme haller.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne. Jeg fortæller jeg fór vild i den ørken.

Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Jeg tror, du havde glemt den der.

Intimiteten i skriften. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Du kan være i dette landskab. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Som at læse glemte aviser.

Bøgerne hvilede omkring kaffen. Notesbog. Beskydning. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Jeg ville gerne give dig mine. Sidst, i morges.

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Jeg, den skrøbelige sandhed. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Var mine ord en stadig søgen mod det forkrampede.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Nede ved havet. I månen – wowow – viser natten sine inderste tricks. Her er dagen allerede langt foran mig. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne. Jeg tegner dine diamond-eyes i et par strofer af wow.

Du foldede dig ind i mine ord. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Om andre byer, andre verdener.

Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Jeg skriver i natten, i den fugtige alvor. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Farvede et sår i dit første ord. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. De yderste kyster, en grøn sten. Vi stod derinde og fortalte og lyttede.

Søg ikke ly i disse digitale litterære sansninger, men flyd med! På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden. Søge ly. En uro i kroppen. Hver dag gled med mig videre. Jeg vågner og ser dig, dine øjne. På en.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Et hav. Det er bare. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Da jeg faldt i søvn, blev jeg i tvivl: Som om der var nogen, der ikke kunne glemme de ord, de bevægelser med hånden, sådan. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Kullet.