Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Det er wack! Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg gik i den vildeste drone mens himlens funk trak i tøjet til natten tog over. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Pludselig en dag gravede vi tunneller til Zoo. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Du må ikke forsvinde. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.

Alting kan forsvinde i de meningsløse øjne. Tvivlen, at stå på kanten af bjergene og betyde stilhed. I det tidlige: æggemaden, tomaterne, den kolde øl. To skjorter hænger til tørre i værelset, en er krøllet, den anden vil ikke rettes ud. Kan skriften være genert? Jeg lader en tilfældig bog ligge, lysende. Søg ikke Gud i mine sætninger: Vi er et kollektiv. Bagefter udfyldte jeg stilheden med dine ord, der nu var mine. Din kjole går op i øst og ned i vest.

Bøgerne hvilede omkring kaffen. Landskab? Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn.

Hvis du bare talte med stilheden, men intet, du sagde intet. Et sted derinde er der et lille funklende grønt. Var det alligevel koderne, systemerne? Afsavn. Udsagn. Dansende, legende, lyttende. Afsavn. Udsagn. Hvad ville du med markerne, med det bløde landskab, kysterne og det lysende hav?

Bagefter tronede ulæste bøger sig op. Gennem hullet i hegnet.

Og ord, og ord, og. Sætningerne er et hav. Sidst, i morges. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Det er wack!

Og dén svimlende sindssyge, pop-up-love-story.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, wowowow i en altings altforsvævende krydsning. Bagefter tronede ulæste bøger sig op. Bagefter tronede ulæste bøger sig op.

Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Var disse linjer virkeligt virkelige? Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Dagene. Ugerne. Blæste det virkeligt?

At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Jeg blæste på mine systemer, alting var henvendelser, alting var kærligt.

Sådan trak du de yderste bjerge. Kan jeg skrive sådan? Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Det er vinden, der blæser toner gennem sivene.

Ring til mig uden grund. Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien. Hvilken dag fulgte efter dagen? Så var der en, der lyttede til skovene. Mine gadgets er hvide som dine knogler. I hver nat gled rester af betydning med dig videre. Træk sletterne helt ned til klipperne.

Gaderne drak igennem øjne af klarhed, øjne af lys.

Og en anden dag: Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Århus Midtby, var jeg virkelig derinde alene. Jeg prøver dette tilfælde. Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker. For hvert lag af betydning i klipperne. Havde du kysset en anden? Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Havde du kysset en anden? Glasdråbehænder. På altanen faldt vi pludselig ind i en sætning: ”hvem, hvis jeg skrev, ville lytte blandt menneskets torden?”.

Ikke søge ly i den flod. Noter. Beskrivelser. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Ormene i det stille sand og nede i jorden.

Du siger noget om solen. Kullet. I min mund. Vi har hverken gardiner eller travlt. Noter. Beskrivelser. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.