Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

Jeg elsker at se dig. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Farvede et sår i dit første ord. Da jeg lyttede blev jeg bange. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Så var der en, der sejlede i solnedgangens ensomhed. I hver dag lå postkassen ensom og stille.

Det gør ikke noget. Gennem hullet i hegnet. Dine diamanter lyser.

Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Du siger mit navn.

Som at læse glemte aviser. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Sandet var forsvundet. Du siger noget om solen. Et brev. Mørket kaldte vi bare for mørket. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Et genert rum, et intimt rum. Som i morges. Det var ikke skovene jeg kom fra. I dagen var en nær stemme næsten vågen.

Der er en, der folder dine tanker ud til en mørk fremtid. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Derinde bag skoven. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Rifterne.

Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Afsavn. Udsagn. Du må ikke forsvinde. Sådan svarede du.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). I sollyset sitrer en ædelsten fra jordens inderste. De lyser i skyggerne, lyser mens en væske siver, siver i det mørkeste. Glashænder. Odense, Esbjerg, Roskilde.

Stolen jeg sad på bevæger solen med natten. Du havde tabt en linje i min drøm. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Jeg bladrer i en tilfældig bog.

Er du på den anden side af havet? Som om der var nogen, der ikke kunne glemme de ord, de bevægelser med hånden, sådan. Gaderne drak igennem øjne af klarhed, øjne af lys. I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid. Tidligere: at følge dig blik. For hvert lag af betydning i det strømmende sand.

Ordene flår i det inderste. Kaffen står kold i det kolde vindue, jeg drikker den ikke, den er kold. For hvert lag af betydning i det strømmende sand. For hvert lag af betydning i det strømmende sand.

Månens sind.

Som om der var nogen, der ikke kunne glemme de ord, de bevægelser med hånden, sådan. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Din kjole går op i øst og ned i vest. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Lyskrydset.

Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Sætningerne er det inderste af huden, fibre, muskler, blodsprængniger. Det dybeste af alt er sætningernes spredte betydning. Den sorte nat er uudgrundelig, jeg går i blinde. Sætningerne er det inderste af huden, fibre, muskler, blodsprængniger.

Jeg var i din krop, og du? Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Alting ligger bag alting.

I min mund.