Hvis jeg ville have dit blik. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Sandet i mine tanker. Træerne. Dine diamanter lyser i min mund. På en rude. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.

Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Lysene lyste. Du tabte en kærlighedserklæring på vej til et nyt liv. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Jeg skriver dagen igang, stille.

Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Træerne. Dette langsomme blik imod stenene. Når du siger mit navn, svarer min krop. Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe. Det her er ingen leg. Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse. Det dybeste af alt er huden? Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. For hvert lag af betydning i det strømmende sand. Et genert rum, et intimt rum.

Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Lyset i mine fjerne fingre: byen sluttede før den var begyndt. Det handler om dine inderste tanker: alting buffer i mine sætninger. Nu ser du en sort kvadrat tegne sig et sted i det strømmende. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene. Har vi de samme øjne? Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.

Muren omkring ordene. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne. Vi taler om andre betingelser for nærvær. Du beskrev bilerne, deres driven, deres larm. Jeg havde endnu ikke mødt dig.

Vi har gardiner.

Luften og jordens sange.

Du må ikke forsvinde. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Det handler om dybden, jeg graver mig ned i dybden af alt. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Vidste du det? Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften. Det dybeste af alt er huden. Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste. Bøgerne varslede en kommende tid. Så var der en, der lyttede til skovene. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Brev i april.

Afsindighed. Udsalgsvarer. Det generte i skriften. Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn.

Alene? Afsindighed. Udsalgsvarer. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Landet smuldrer, smuldrer. Og vi vågnede.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Kan jeg skrive sådan? Stod imod, men gjorde intet.

Jeg fortalte om lyngen, lyngen der strakte sig som en hånd under himlen. På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider. Mine ene fod væsker: gule øjne siver fra hælen. Min ene pen er rød og den anden sort.

Månens sind. Nu skriver jeg igen på det stille. Afsindighed. Udsalgsvarer. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Om andre byer, andre verdener.

På et stort stykke hvidt. millioner år gammelt glas i den mørkeste ørken. Et genert rum, et intimt rum. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Du siger noget. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Det gør ikke noget. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Ilden. Sætningerne er et hav.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.