Farvede ordene milde. Hvem var det, der skrev: Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Ilden. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Ilden. Ilden. Ilden.

Ilden. Ilden. Ilden. Ilden. Ilden.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Jeg fandt en linje et sted under min reol.

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Her er natten allerede langt bag mig. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

Var disse linjer virkeligt virkelige? Var disse linjer virkeligt virkelige? Var disse linjer virkeligt virkelige?

Var disse linjer virkeligt virkelige? Var disse linjer virkeligt virkelige? Var disse linjer virkeligt virkelige? Var disse linjer virkeligt virkelige?

Var disse linjer virkeligt virkelige? Var disse linjer virkeligt virkelige? Var disse linjer virkeligt virkelige? Var disse linjer virkeligt virkelige? Var disse linjer virkeligt virkelige?

Var disse linjer virkeligt virkelige? Var disse linj

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. En linje truede hele tiden med at gribe ind i m

I den første nat så jeg kun det matte mørke.

Og vi vågnede.

Et lyst væsen siver fra mine og øjne og synes talende. Alene? Nordlyset tøver i vores stemmer. Det var kun fornemmelsen af ild, af vand, af lys, af måne, af din krops nære funktioner, larmen (der altid var stille).

At forvandle dette rum.

Jeg skriver dagen igang, stille. Afsindighed. Udsalgsvarer.

Du skrev breve til ilden, du skrev breve til dig selv. Luften og jordens sange. Det dybeste af alt er huden? Sætninger talte igennem den syngende vind, kys mig, kære vind, kys mig igen. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser.

Intimiteten i skriften.

Din krop? Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Det var ikke skovene jeg kom fra.

Intimiteten i skriften. At en verden. Bøgerne hvilede omkring kaffen. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Det dybeste af alt er huden? Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Var jeg stille? Provinsen og gågadens sange. Det dybeste af alt er huden?

Det dybeste af alt er huden? Det dybeste af alt er huden? Det dybeste af alt er huden?

Kan jeg skrive sådan? Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Intimiteten i skriften. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Vi, gamle tanker om stilheden. Det her er ingen leg. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Der falder binære sansninger ud af min mund. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.

Sandstorm. Fuglene hænger bag himlens flommefede cardigan. Hvirvlende, stirrende, syngende. Du tabte en kærlighedserklæring på vej til et nyt liv. Der hang en nice frugt og dinglede. Den sorte nat er uudgrundelig, jeg går i blinde. Stod imod, men kunne mærke at tiden langsomt begyndte at smuldre. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Stationsbygningen, samtalerne derinde. Lige strejfe omkring dine kys dine linjer af mørkt. Søg ikke Gud i mine sætninger: Vi er et kollektiv.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Hvor vil det ødelagte sprog hen? Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?