Jeg bladrer i en tilfældig bog. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller.

Jeg bladrer i en tilfældig bog. De bløde bakker udenfor byen. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Jeg bladrer i en tilfældig bog.

Bordet vipper. Stolen jeg sad på knirkede i natten.

Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille. Rundt omkring stod bjerge af andres ord.

Jeg vågner og ser dig, dine øjne. Var disse linjer virkeligt virkelige?

Jeg læste dine linjer. Jeg kunne mærke dit hjerte. Diamanterne.

Du, du. Når du siger mit navn, svarer min krop. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Glæden som sejlede på tærsklen til natten i strømme af sort. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind. Ikke. Derinde bag bjergene. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

På en rude.

Dine grene skygger for min mund.

Det giver mening. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Som nu i morges: Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Sad jeg alene? Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Dagene. Ugerne. Vennerne.

Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid.

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Som nu i morges: I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter. Afsavn. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. For hvert lag af betydning i klipperne.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Bagefter tronede ulæste bøger sig op.

Nordlysets sitren i din stemme. Jeg tænker smukke øjne. Men mit sprog er et landskab.

Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Sådan så mine drømme ud. Solstorm. Hvilken nat fulgte efter natten?

Og vi vågnede. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Luften og jordens sange. Der er en, der folder dine tanker ud til en mørk fremtid. Og vi vågnede. Min ene pen er rød og den anden sort. Og vi vågnede. I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.

Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.

Jeg er lost i en borderlinenat. Der hang en nice frugt og dinglede. Det var ikke markerne jeg kom fra. Den afklarede himmel. Hvad skal vi med den voldsomme? Humøret blandt flowdiagrammer af mørke, af lys. Jeg, du, den.

Du trak de yderste bjerge. Når du rør mig er vi hinanden. Månens sind. Badeferien. Årene. Bussen skrev til dig. Søge ly i den flod. Intet bag alting. Vi, øjne? Stolen jeg sad på bevæger solen med natten.

Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Intimiteten i skriften. Jeg har dig. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Ikke søge ly. At tale var blevet uoverskueligt. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. For hvert lag af betydning i det strømmende sand.